Af Ib Strømberg Hansen
En skæv debat har ført til en asocial og samfundsøkonomisk uansvarlig boligaftale. Den vil utvivlsomt komme til at koste skatteyderne betydeligt mere end de fejldispositioner i SKAT, der nu skal undersøges.
Den skeptiske læser vil sikkert mene, at det er at gå for vidt at bruge ordet skandale om boligaftalen. For er den i virkeligheden ikke bare udtryk for, at politikerne lader boligmarkedet dalre videre stort set som hidtil? Jo – netop! Skandalen består i, at politikerne, på trods af de dyrekøbte erfaringer, som vi har gjort siden Anders Fogh introducerede sit skattestop, fortsætter som om ingenting er hændt. – Det er menneskeligt at fejle, men det er tåbeligt at fremture. For politikere bør det være ansvarspådragende.
Boligbeskatning er et spørgsmål om at foretage en afvejning af boligejernes, boligkøbernes, lejernes og samfundets (vore fælles) interesser. På trods af det indlysende i at der ikke er nogen af disse interessenter, som bør favoriseres på bekostning af andre, så har politikernes udmeldinger under hele forløbet udelukkende handlet om boligejernes tryghed. Denne negligering af de øvrige involveredes interesser burde have fået alarmklokkerne til at ringe hos medierne.
Medierne accepterede imidlertid stort set den dagsorden, som politikerne fremlagde. Det var faktisk meget vanskeligt at få optaget indlæg, der anlagde en anden synsvinkel på boligskatterne. Nogle af de de helt store debatter om emnet foregik i DR2 Debatten med Clement Kjersgaard som ordstyrer. Han forstår fuldt ud problemstillingen og er som bekendt sædvanligvis dygtig til at sammensætte et panel, der repræsenterer de involveredes synspunkter. Men alligevel blev vi svigtet i denne væsentlige sag. Politikerne fik endnu engang lov til, uden væsentligt modspil, som en flok får at bræge budskabet: Boligejerne skal kunne sove trygt om natten.
Hvor var repræsentanterne for boligkøberne? De har en interesse i at boligpriserne holdes i ro, hvor boligejerne har en interesse i at boligskatterne holdes i ro. Som ny på ejerboligmarkedet må man have svært ved at forstå, at man skal sidde for en større boligudgift end sælgeren har gjort, samtidig med at denne kan realisere en stor skattefri gevinst.
Hvor var de økonomer, der under opbygningen af den seneste boligboble advarede Anders Fogh mod en politik, der lod ejendomspriserne stige vildt med den velkendte alvorlige økonomiske krise til følge?
Hvor var medlemmerne af produktivitetskommissionen, der konkluderede, at en styrkelse af den økonomiske vækst bedst kan fremmes gennem en forøgelse af ejendomsbeskatningen, primært grundskylden, og en reduktion af skatten på personlig indkomst og selskabskatten?
Hvor var kritikerne af lejelovgivningen, der giver meget store skattefrie rabatter til begunstigede lejere? Disse kritikere ville kunne argumentere for, at en ajourføring af
grundskylden på disse lejeboliger ville kunne reducere disse begunstigede lejeres helt umotiverede privilegier.
Hvor var repræsentanterne for det udkants-Danmark, der ikke får foræret friværdistigninger, men for nogens vedkommende får påført tab. Udkants-Danmark ville kunne styrkes ved en nedsættelse af indkomstskatten finansieret af øget beskatning af de stigende grundværdier i udviklingsområderne.
Hvor var repræsentanterne for de partier og bevægelser, som vil fremme ressourcebeskatningen (jorden er vor vigtigste ressource) og reducere beskatningen af arbejde?
Skævheden i debatten blev understreget af, at der flere gange blev luftet muligheden for en avancebeskatning, uden at dette straks blev afvist som uden virkning. Sagen er, at en sådan beskatning ikke forhindrer værdistigningen i de mest begunstigede områder og dermed ikke forhindrer generationstyveriet og den geografiske diskrimination.
Nu er aftalen indgået, og de involverede partier har et håb om, at denne debat nu er lagt død i mange år fremover. De bør dog ikke forblive i dette håb ret længe. Der bør etableres en friværdimåler, der løbende oplyser om ejendomsprisernes udvikling. Når de milde, skattefrie gaver til de bedst stillede boligejere begynder at nærme sig de 80 – 100 milliarder kroner (niveauet for skandalerne i SKAT), tror jeg, at mange vælgere vil begynde at se sig om efter politikere, der ønsker en anden politik. Selv om de ikke løber med de store overskrifter, så findes de. Politikere, der er helt bevidste om, at den store værdiskabelse, vi i fællesskab frembringer, ikke skal foræres til i forvejen velstillede borgere.
Som et – ikke uvæsentligt – supplement til friværdimåleren bør der etableres en lejerabatmåler, der viser den skattefrie rabat, som den forkvaklede lejelovgivning giver de priviligerede lejere. Rabatten er forskellen mellem den faktisk betalte leje og markedslejen. Dette emne har medierne interesseret sig meget lidt for, men der har dog været enkelte artikler om særdeles velstillede borgere, der sider til en leje, der er en brøkdel af markedslejen.
Disse to målere vil give et godt billede af den absurd skæve fordelingspolitik, hvor der foræres skattefrie gaver til velstillede borgere samtidig med, at der skæres på indsatsen til de allerdårligst stillede.
Dette indlæg blev oprindeligt skrevet her Skandaløs boligaftale – Ib Strømberg Hansen.