Skatten du betaler til staten, er ikke den eneste, du betaler. Når du betaler en jordejer for retten til at benytte et stykke jord, hvad enten det er til beboelse, virksomhed eller forretning, så betaler du også en privat skat, som stiger i takt med beliggenhedsværdien. Men hvem har skabt denne værdiforøgelse? -Det har fællesskabet, ikke jordejeren. (red.)
I dag er der tre kilder til indkomst for det offentlige: Afgifter, bøder og skatter. Grundskyld er faktisk en brugsafgift, ikke en skat. Det er den pris, jordejere skal betale for det privilegie at udelukke andre fra beliggenhedsværdier i naturen, som fællesskabet eller kloden har skabt.
I dag betaler fællesskabet værdien af beliggenhedsprivilegierne til jordejerne. For det meste uden beskatning. Staten donerer altså, gennem skatten på arbejde og reel produktion, værdi til jordejerne. Primært de mest velstående.
Bedst som vi skulle tro, at det ikke kunne blive værre, bliver vi beskattet igen. Denne gang af de selv samme jordejere vi netop havde betalt indirekte til gennem skatten til staten. Når jordrenten (indkomst gennem besiddelse af et jordstykke red.) bliver optaget af private indehavere af jordmonopolet, så er det teknisk set en skat. Vi er tvunget til at betale denne private skat for at opnå adgang til den selvsamme værdi, som vores hårde arbejde og offentlige skatter netop havde skabt.
Grundskyld kræver ganske enkelt den private ”skat” tilbage ved at placere en brugsafgift hos jordejeren. Den skal svare til den årlige markedsværdi, af det privilegie jordejeren modtager og udelukker fællesskabet fra. Den indtægt kan bruges til at sænke skatter på gode ting som arbejde, og til at sikre mere af den velfærd, som øger beliggenhedsværdierne.
Grundskyld fjerner incitamentet til jordmonopoler mens det skaber nok indtægt til at betale velfærd og et borgerdividende uden behov for beskatning på arbejde eller investeringer.
Skrevet af den amerikanske grundskyldsaktivist og økonom, Nate Blair
Oversat af Tune Revsgaard Nielsen.