Debatindlæg af medlem af Retsforbundet, Ib Strømberg Hansen.
Generelt
Debatten om basisindkomst har tydeligt demonstreret behovet for en præcisering af idéprogrammet og konsekvenstilretninger af arbejdsprogrammet. Da det nuværende idéprogram er åbent for fortolkninger skulle der ikke være noget til hinder for, at den nuværende proces med tilretning af arbejdsprogrammet kan fortsættes.
Af hensyn til en klarere profilering af vort ideologiske udgangspunkt og en mindre kompliceret debat om fremtidige arbejdsprogramændringer bør et tilrettet idéprogram ikke desto mindre snarest muligt vedtages.
Det er den økonomiske ligeret til samfundets midler, som bør fremgå eksplicit af idéprogrammet. Den økonomiske ligeret indebærer, at alle borgere i en given målgruppe tilbydes samme ydelse. Alle syge med behov for hospitalsbehandling skal f.eks. tilbydes denne på samme vilkår (gratis) ligesom alle raske pensionister skal have udbetalt samme folkepension uanset anden indtægt, formueforhold og civilstand. Og hvad der er særligt aktuelt her, skal alle raske og arbejdsduelige borgere have udbetalt samme ydelse fra samfundet (basisindkomst).
Konsekvensen af den økonomiske ligeret er, at de socialt betingede ydelser erstattes af generelle ydelser. Herved undgås den indirekte beskatning af arbejde, som er mindst ligeså meget i konflikt med retsmoralen, som den direkte beskatning.
For en mere indgående argumentation vil jeg henvise til debatten om basisindkomst, hvor disse emner er behandlet – særligt i mine seneste indlæg.
Der har i den løbende debat om basisindkomst været henvist til arbejdsprogrammets afsnit om tryghedssikring. Det har jeg ikke kunnet finde i oplægget. Såfremt en vedtagelse af ledelsens forslag indebærer, at en tidligere vedtaget ordning bortfalder, bør dette klart præciseres.
Samfundets indtægter og udgifter
Der er i programmet forslag om at indføre bindinger mellem visse indtægter og udgifter. Denne cigarkassetænkning er jeg generelt modstander af. Den er unødigt bureaukratisk og kan modvirke en fornuftig prioritering af nødvendige udgifter.
Når der i forslaget lægges op til, at den negative indkomstskat (basisindkomsten) skal gøres afhængig af størrelsen af retsstatens naturlige indtægter, må jeg i særlig grad sige fra. Det profilere os som en underlig hybrid mellem grundskyldsuddelere (Ib Christensens udtryk) og halvhjertede basisindkomsttilhængere.
Den naturlige indfaldsvinkel bør være at se på indtægter og udgifter separat. Vi skal i takt med vor øgede indflydelse begrænse samfundets udgifter til de naturlige fællesudgifter og vi skal sideløbende opkræve stadig flere af samfundets naturlige fællesindtægter.
Det, som vi nu skal tage stilling til, er om basisindkomsten skal tilføjes listen over retsstatens naturlige fællesudgifter.
Basisindkomst
Motiveringen kan jeg langt hen ad vejen tilslutte mig. Hvor der tales om vort ansvar overfor ældre og syge mangler dog de i denne sammenhæng mest relevante, nemlig dem, der ikke kan skaffe sig et arbejde og er udenfor dagpengesystemet.
Motiveringen mangler imidlertid de væsentligste årsager til, at basisindkomst er en logisk konsekvens af retsmoralen. Her gentager jeg de fordele, jeg tidligere har fremført i debatten:
- Personlig frihed – borgerne fritages for formyndersamfundets omklamring
- Økonomisk ligeret – ingen behøver at føle sig som samfundsnasser
- Ejendomsretten til udbyttet af egen arbejdsindsats beskyttes – når indkomstskatten er betalt, kommer der ikke yderligere beskatning i form af bortfaldne overførselsindkomster
- Et finmasket socialt sikkerhedsnet – ingen borger mister sit forsørgelsesgrundlag som følge af skrankepaveri
- Et enkelt system – borgerne er ikke i tvivl om deres ansvar for egen økonomi
- Det kan altid betale sig at arbejde
- Det kan altid betale sig at spare op
- Intet bureaukrati og minimale adminstrationsomkostninger
- Et formidabelt politisk styringsredskab – såfremt den sociale ulighed øges urimeligt, er det enkelt at hæve basisindkomsten
Ledelsens forslag opererer med begrebet samfundsdividende. Det er imidlertid uklart, om der menes en ægte udlodning af overskud, eller om der er forudsat en forlods uddeling af grundskyld og øvrige naturlige fællesindtægter. Hvis forslaget går på at udbetale negativ indkomstskat finansieret af grundskyld m.v. vil der gå meget, meget lang tid inden der bliver nogen samfundsdividende. For skatten på arbejde skal vel også først afskaffes før der kan udloddes dividende?
Som disse spørgsmål indikerer, er der et behov for præciseringer.
Forslaget mangler en indikation af basisindkomstens størrelse. Hvis den skal have mulighed for at erstatte flere af de socialt betingede ydelser skal den nødvendigvis have mere end en symbolsk værdi.
Forslaget anvender negativ skat som måden at realisere basisindkomsten. Virkningen er på papiret den samme, som ved en kontant udbetaling, hvis man antager at skatteværdien af grundfradraget modsvarer den kontante basisindkomst i et system uden grundfradrag. I praksis vil de, der er afhængige af basisindkomsten, være bedst stillet med et fast månedligt beløb fremfor at skulle afvente en årlig slutopgørelse.
Forslaget taler på den ene side om “garanti for en ensartet minimumsindtægt” og på den anden side om at “Størrelsen af denne ydelse bør efter vor mening hænge sammen med udbyttet fra samfundsskabte værdier”. Det første udsagn taler om en egentlig basisindkomst, mens det andet taler om enten en dividende eller en “grundskyldsuddeling”. Under alle omstændigheder er meningen uklar.
Det bør fremstå tindrende klart, hvorfor Retsforbundet går ind for basisindkomst!
Det helt afgørende for Retsforbundet er at sikre vor lige ret til samfundets midler og beskytte ejendomsretten til udbyttet af egen arbejdsindsats samtidig med en styrkelse af den personlige frihed.
Basisindkomsten muliggør en kraftig reduktion af de mange indkomst- og formuebetingede ydelser og dermed en tilsvarende reduktion af den indirekte beskatning af arbejde, som er konsekvensen af disse ydelser.
Med disse væsentlige bidrag til fremme af retsmoralen må basisindkomsten betragtes som en af retsstatens naturlige fællesudgifter. Dvs. en udgift, som skal afholdes uanset størrelsen af retsstatens naturlige indtægter.
Det er blevet hævdet at basisindkomst er en meget kostbar ordning. Ud fra en simpel overordnet betragtning må dette tilbagevises. For de, der ikke modtager overførselsindkomster kan ordningen betragtes som en skattereform, hvor man får et øget fradrag, mod at betale mere af resten. Nettoresultatet vil derfor være neutralt for den enkelte og for samfundet (For skatteydere med meget høj indkomst vil basisindkomsten dog ikke kompensere). Borgere der lever af overførselsindkomst vil i starten få denne reduceret med værdien af basisindkomsten – igen er ordningen neutral for både borger og samfund. Senere, når udfasningen af de socialt betingede ydelser er gennemført vil nogle i denne gruppe være bedre stillet end under det nuværende system, mens andre vil være dårligere stillet – men stadig vil den samlede udgift for samfundet kun være marginalt ændret.