Ib Strømberg Hansen ved Retsforbundets landsmøde 2013. Foto : Kim Kjærgaard Sørensen
Af Ib Strømberg Hansen
Med udgangspunkt i den udtalte enighed, om at basisindkomsten skal bedømmes på grundlag af retsmoralen, vil jeg sammenligne den udgave af basisindkomsten, som jeg i løbet af debatten har skitseret, med det nuværende system.
Retsmoralen indeholder 5 hovedprincipper, som er relevante med henblik på en vurdering af basisindkomst:
- Borgernes personlige frihed
- Ejendomsretten til udbyttet af egen arbejdsindsats
- Borgernes økonomiske ligeret
- Den enkelte borgers forpligtelse til at forsørge sig selv og sine børn
- Samfundets forpligtelse til at sikre forsørgelsen for alle borgere, der ikke selv er i stand til dette
I det nuværende system krænkes principperne 1-3 på det groveste, mens 4 og 5 kun i mindre/nogen grad fraviges.
Med basisindkomst respekteres principperne 1, 3 og 5. Princip 4 fraviges for så vidt gælder de basale leveomkostninger. Princip 2 krænkes totalt set i samme grad som i det nuværende system.
Med en simpel pointgivning er der ingen tvivl om, at med basisindkomst vil vi få et samfund, der i langt højere grad er i overensstemmelse med retsmoralen. Vi kan i overensstemmelse med sandheden melde klart ud, at vi arbejder for at fremme den personlige frihed og for at det altid vil kunne betale sig at arbejde og spare op.
Efter denne summariske bedømmelse er det på sin plads med en mere detaljeret gennemgang af de enkelte principper:
1. Borgernes personlige frihed
Ingen er vel i tvivl om, at i det nuværende system drives bistandsklienternes rundt i manegen af en hær af offentligt ansatte, der kontrollerer og overvåger hinsides det acceptable. Det nærmer sig tilstandene i østblokken før murens fald, hvor borgerne uden dommerkendelse kunne indkaldes/hentes til forhør. Det er rasende dyrt og uden den store virkning. Det er ikke værdigt for borgerne og det er en fratagelse af borgernes personlige frihed.
Basisindkomsten har ingen af disse uacceptable virkninger og giver borgerne deres fulde frihed.
2. Ejendomsretten til udbyttet af egen arbejdsindsats
I det nuværende system vil folk på offentlig forsørgelse ikke få nogen, eller kun forsvindende lille, økonomisk gevinst af at påtage sig et lavtlønsjob. Hele deres arbejdsindsats bliver inddraget i form af reducerede offentlige ydelser og skat. Med basisindkomst forekommer denne dobbeltbeskatning ikke. Basisindkomsten bliver ikke reduceret, så arbejdsindkomsten beskattes kun med den gældende skattesats. Det kan betale sig at arbejde!
I det nuværende system er diverse ydelser reguleret af formueforhold. Borgere, der af deres beskattede arbejdsindkomst har foretaget opsparing, kommer derfor ud for, at de ikke kan få de samme ydelser som deres medborgere, der ikke har foretaget opsparing. Deres opsparede arbejdsindkomst bliver således beskattet igen og igen indtil den er væk. Dette vil ikke forekomme med basisindkomst. Det kan betale sig at spare op.
Totalt set vil der ikke ske nævneværdige ændringer i beskatningen af arbejde, idet borgere der i dag ikke modtager overførselsindkomst vil få en skatteforhøjelse, der modsvares af basisindkomsten og for borgere, der i dag modtager overførselsindkomst, vil basisindkomsten blive modregnet.
Selvom der totalt set ikke i første omgang vil forekomme en væsentligt ændret samlet indkomstskat (korrigeret for basisindkomst) som følge af indførelse af basisindkomst, repræsenterer basisindkomsten alligevel et afgørende fremskridt bedømt i forhold til retsmoralen, da den enkelte borger helt kontant kan konstatere, at arbejde og opsparing betaler sig.
Med basisindkomst bruges gulerod i stedet for pisk.
3. Borgernes økonomiske ligeret
Retsmoralen fastslår borgernes ubetingede lige ret til de fælles midler. Borgernes indtjening og formue påvirker ikke deres ret.
Når vi af de fælles midler tilgodeser de raske og arbejdsduelige, der ikke er i stand til at forsørge sig selv, må vi i overensstemmelse med ligeretten tilgodese alle raske og arbejdsduelige personer.
Det fører frem til den konklusion, at det er nødvendigt at udbetale en ubetinget basisindkomst for både at tilgodese statens pligt til at forsørge dem, der ikke kan forsørge sig selv, og for at overholde kravet om borgernes økonomiske ligeret.
Der kan sættes spørgsmålstegn ved den økonomiske ligeret så længe statens midler ikke 100% består af retsstatens naturlige indtægter. Det vil jeg dog fraråde. Dels fordi basisindkomsten har så mange, og i forhold til retsmoralen væsentlige, fordele, dels fordi det i praksis vil være vanskeligt at forklare og administrere en procentdel af ligeretten.
4. Den enkelte borgers forpligtelse til at forsørge sig selv og sine børn
Selvforsørgelsespligten er et hyppigt fremført argument fra modstanderne af basisindkomst. Det nuværende system er da også på papiret baseret på dette princip, men trods mange regler og et stort bureaukratisk apparat lykkes det alligevel personer med fuld erhvervsevne at lade sig forsørge på et attraktivt niveau af det offentlige.
Da basisindkomsten i henhold til den økonomiske ligeret og statens forsørgelsespligt er nødvendig, mener jeg, at selvforsørgelsespligten kun kan imødekommes så langt som til, at basisindkomsten begrænses til at dække de basale behov. Alle raske og arbejdsduelige borgere skal være sikret mod absolut fattigdom, men har selv ansvaret for at hæve deres levestandard derudover.
Samfundet skal selvfølgelig tilbyde uddannelse og omskoling til de borgere, der er havnet i en kompetencemæssig blindgyde.
5. Samfundets forpligtelse til at sikre forsørgelsen for alle borgere, der ikke selv er i stand til dette
Det nuværende system er angiveligt udformet med henblik på at efterleve dette princip. I praksis kan det imidlertid konstateres, at borgere falder ud af systemet eller endog aktivt fratages deres forsørgelsesgrundlag.
Med basisindkomst vil dette princip til fulde være efterlevet.
I det nuværende system ydes der særlig bistand til syge, handicappede og borgere uden fuld erhvervsevne. Denne bistand skal selvfølgelig bibeholdes i et system med basisindkomst.
Konklusion
Den detaljerede gennemgang af basisindkomsten målt mod retsmoralens krav bekræfter den overordnede konklusion: Selvom basisindkomst ikke er den perfekte løsning, er den langt bedre end det nuværende system og et meget væsentligt skridt i retning af et samfund baseret på retsmoralen.
Basisindkomst repræsenterer også det i praksis bedst opnåelige kompromis mellem de ellers uforenelige fløje, der henholdvis vil udlodde grundskylden og bruge den til nedbringelse af skatter. Da vort mål ikke er at ekskludere, men at inkludere alle gode kræfter, er det ikke et forhold, der bør undervurderes.