
Amerikansk patentansøgning fra 1935 for spillet Monopoly – som de fleste kender på dansk som Matador. Spillet handler om monopoler på byggegrunde – men patenter og andre immaterielle rettigheder er også monopoler.
Af Ib Christensen, fhv. MEP & MF
Patenter er egentlig en uting, for de er monopoler, om end tidsbegrænsede. Fremsynede og innovative virksomheder kan let løbe ind i patenter, der hæmmer deres muligheder. Det kan ske, hvis Danmark tilslutter sig den europæiske patentdomstol. F.eks. blev der i 2011 udstedt 45.000 europæiske patenter, hvoraf kun 6.000 blev indført i Danmark. Havde vi været med i den europæiske patentdomstol var alle 45.000 gældende i Danmark.
Man kan forvente en drastisk forøget patentudstedelse under den europæiske patentdomstol, eftersom EU anser toldunionen for en afgørende del af ”den europæiske konstruktion”, ligesom den fælles landbrugspolitik. Man misbruger f.eks. anti-dumping våbnet for at holde konkurrenter ude af EU-markedet. Protektionismen har stedse fejret triumfer i EU, og her er så et nyt instrument for de titusinder af lobbyister i unionen. Det kan blive dyrt både for forbrugerne og erhvervslivet.
Danmark er et af de lande i verden, der har den største udenrigshandel pr. indbygger. Hvis der er noget, der er i dansk interesse, så er det frihandel, markedsøkonomi og anti-monopolpolitik, herunder bekæmpelse af patentmonopoler. Dertil kommer hensynet til udviklingslandene, der allerede betaler i dyre domme for rige landes patenter og hindres i at udnytte nye opfindelser.
Naturligvis er det billigere for virksomhederne at søge et patent ved den europæiske patentdomstol for de 25 lande, der deltager, end at søge særskilt i de enkelte lande. Men den fordel gælder jo også for de EU-lande, der ikke deltager i patentdomstolen – Italien og Spanien. Og Danmark, hvis vælgerne stemmer nej.
Enhedslisten har ikke kunnet få svar på, om software risikerer at blive patenteret. Og hvad med levende organismer? Dansk Folkeparti er med rette bekymret for, at små virksomheder kan trynes af store, f.eks. ved at de store anlægger sag ved domstole i Rumænien eller Bulgarien.
Patentspørgsmålet er kompliceret. Men det er da ikke mere kompliceret for vælgerne at tage stilling til end de EU-traktater, de i tidens løb har stemt om, og euroen, hvor vælgernes afgørelse bl.a. har reddet Danmark for hundreder af mia. kr., vi ellers skulle have givet i statsgarantier for en fejlkonstrueret møntunion.