
Foto : Christian Handle / Pezid. Licens : Creative Commons by-sa 2.0
SKAT kritiseres for ikke at følge reglerne i inddrivelsen af statens skatteindtægter. Men spørgsmålet er om sagen ikke blot peger på, at vi har et skattesystem, som er forkert indrettet?
Af Ebbe Nygaard
Det sejler hos SKAT. Skattemyndighederne er i inddrivelsen af statens skatteindtægter gået over stregen i ihvertfald et enkelt tilfælde, og måske 50-100 eller flere grænsetilfælde. Endnu flere føler sig urimeligt og uretfærdigt behandlet. Der er blevet talt om en syg kultur i SKAT. Blandt konsekvenserne bliver nu at Skats Afdeling for Økonomisk Kriminalitet lukkes.
Spørgsmålet er, om SKAT ikke blot har gjort, hvad der er blevet forlangt af SKAT. Det er i hvert fald også nødvendigt at se på, hvad SKAT er oppe imod.
Siden man indførte indkomstskat i 1902, har skattesnyd været udbredt. I starten kunne meget klares af den kommunale ligningsmyndighed. I dag, med åbne grænser, globale markeder og en meget kompliceret skattelov, er det nødvendigt med kvalificerede skattemedarbejdere, til at løse de store opgaver.
Det er ikke sjovt at betale skat, slet ikke andres. Det er imidlertid følgen for den almindelige borger, når de virkelig store unddrager sig for deres bidrag til fællesskabet. Store beløb bringes i skattely. 10.000 nystartede virksomheder lukker inden et år. Mange er et rent skattearrangement, men de er godt camouflerede, mellem ærlige iværksættere.
Indviklede momskarruseller, komplicerede ejendomsselskaber, aktie-, anparts-, andels- og fondsejede selskaber, med datterselskaber i udlandet. Udenlandske selskaber, med datterselskaber i Danmark. Alle med komplicerede skatteforhold. Alle arbejdsgivere har pligt til at tilbageholde skat fra sine medarbejdere, dermed bliver virksomhederne også administratorer af statens penge. Disse penge skal naturligvis videresendes til staten, hvad alle reelle virksomheder da også gør.
Imidlertid findes skrupelløse bedragere, der bevidst styrer virksomheden mod likvidation, hvorved staten mister indtægter. Disse penge er som regel, via en ”dårlig handel” endt på en hemmelig konto, i et skattelyland.
På denne og mange andre måder forsvinder mange milliarder hvert år ud af landet. Derfor er det også nødvendigt med et effektivt kontrolsystem. At nedlægge SKATs afdeling til bekæmpelse af økonomisk kriminalitet, er at sende dette signal til de kriminelle; ”fortsæt bare snyderiet, vi har bundet vagthunden!”
I virkeligheden er SKAT på en umulig opgave. SKAT kan ikke være effektivt nok, uden ind imellem at krænke borgerne. Løsningen er imidlertid enkel : omlæg skatten til skat på immobile værdier, f.eks. i form af grundskylden. Her kan ikke snydes. Fjern skattebyrden fra varer og arbejde tilsvarende. Først da forsvinder incitamentet til skattesnyd.